Jeg er ikke klar til at forlade, men jeg skal, fordi der ikke er noget sted for mig mere i dit liv. Jeg er ikke klar til at forlade, men nogle gange er det den eneste mulighed, du har tilbage.

Jeg er ikke klar til at forlade, men jeg tror, ​​det vil være lettere, hvis jeg gør det. Jeg vil sætte en stopper for alle de aftener, vi spekulerede på, alle de nætter, vi tænkte på hinanden og aldrig nåede ud, alle nætter sagde vi noget, som vi ikke mente, og alle nætter, vi måtte se hinanden i armene af en anden.

Jeg er ikke klar til at rejse, men du har en vane at skabe mig. Med hver dør, du lukker, med hver samtale, du forkortes, med hvert ord, du sluger, og med hvert romantisk øjeblik, du tager væk ved at foregive som om det ikke skete.



forelsket i min bror

Jeg er frygtløs, men du får mig til at lyst til at spille det sikkert. Du får mig til at ønske at beskytte mig mod din uendelige rutsjebane. Du får mig til at ønske at afslutte turen, fordi du får mig til at føle, at vi vil falde i stedet for at holde på.

Og det er ting ved farvel; de er aldrig lette, de er aldrig noget, du ser frem til, og de er aldrig noget, du gør, når du elsker nogen.

Men nogle gange er du nødt til det, nogle gange er du bare nødt til at tro det 'gode' i farvel og gå videre til den næste begyndelse eller den næste destination.



Jeg er ikke klar til at forlade eller undre mig over, om jeg nogensinde vil se dig igen, men jeg må sige farvel og acceptere, at der måske ikke er mere magi mellem os. Der kan aldrig være nogen episke comebacks eller genforeninger, der er indstillet af universet eller skæbner, der kolliderer midt i en stormfuld nat.

Måske er det eneste ord, der ikke bliver sagt mellem os, farvel.

Og måske må jeg sige det først, før du rejser uden at sige et ord, som du altid gør.



Eller måske skulle jeg forlade uden at sige et ord også, fordi vi elskede hinanden i stilhed, og måske er vi bare nødt til at deltage i tavshed.

Fordi vi altid forstod vores tavshed mere end vores ord.