Solen begynder at gå ned, og jeg ser byen sløre foran mine øjne, når jeg sidder i toget sammen med snesevis af fremmede i deres hjem. Det kan virke tilfældigt, når det kommer ud af det blå, når jeg ikke engang ved, hvad der udløste det, men jeg er i øjeblikket overvundet af bølger af at savne dig.

Jeg ved, jeg ved det. Vi er ikke mødt endnu, og jeg ved ikke engang, om vores stier er krydset før. Og på grund af disse tænker du måske på, hvorfor - hvorfor den pludselige tanke? Hvorfor mangler jeg nogen, jeg ikke har mødt endnu?

Sandheden er, jeg ved heller ikke.



Jeg kender ikke dit ansigt endnu, jeg har ikke engang et fingertryk, hvad dit navn måtte være. Jeg ved muligvis ikke, hvem du er for nu, men det, jeg ved, er, at du vil være nogen, jeg vil skabe minder med.

Jeg fortæller altid andre, at jeg ikke har noget travlt, og i mit hjerte er jeg også overbevist om det. Men alligevel kunne jeg ikke undgå at føle mig ophidset over udsigten til at møde dig.

Undertiden finder jeg mig selv liggende vågen om natten og spekulerer på, hvad du laver, hvor du er i denne verden. Hvis du også prøver at leve dit liv så godt som du muligvis kunne, hvis du gør dit bedste for at pleje dig selv. Hvis du fra tid til anden i øjeblikke som dette finder dig selv også til at tænke på mig.



Kan du også lide bøger som mig? Er du måske lige så uforudsigelig som jeg, eller det modsatte? Ser du også frem til at møde mig?

En masse spørgsmål oversvømmer altid mit nysgerrighed. Men misforstå mig ikke. Som jeg sagde, har jeg ikke travlt med at møde dig. Faktisk ønsker jeg ikke, at vi skal mødes endnu. I det mindste ikke så snart. For indtil videre er vi nødt til at fokusere på os selv først. Vi må lære at leve på egen hånd, før vi begynder på en rejse med en anden. Lad disse år med ikke at møde hinanden være årene, hvor vi lærer os at kende mere. Lad dette være vores egoistiske år.

Tiden for os at nå vores mål, én efter én, på vores egne. Tiden til at antænde ilden inden i os. Tiden til at udforske vores grænser og erobre vores frygt.



Lad os få mest muligt ud af disse år ved at gøre de ting, som vi altid har ønsket at gøre, samt prøve de ting, vi er bange for at gøre. Lad os tjekke vores bucketlister og lave nye, så gør det samme. Lad os rejse rundt i verden, som vi altid har drømt om, lad os købe det armbåndsur, vi har set vores øjne på, lad os gå til det jobinterview, vi har dræbt. Lad os tage risici og modige efteråret.

Lad dette være år, hvor vi tester os selv, hvor langt vi kan gå, og hvor godt vi kunne gøre.

Med andre ord, lad os lave en masse minder - glad, trist, interessant, skræmmende. Lad os gøre så meget, at når vores stier endelig krydser, ville vi have så meget at fortælle hinanden. Og efter en masse indhentning, tagning af hver af vores fylder af hinandens eskapader, så vil det være den tid, hvor vi endelig beslutter at tage hinandens hånd og gøre nye eventyr, men denne gang sammen.

tak fordi du er til

Efter at have lært os at kende på et helt andet niveau, vil det være tiden for os at udforske et andet - en der er anderledes, men alligevel så ens med os på samme tid. Det ville være det tidspunkt, hvor vi beslutter, at vi endelig har fået nok af vores andele af individuelle udnyttelser og tager ud med nogen anden.

Åh, hvor spændende det er, at du en dag vil have nogen at tage på nye eventyr med.

Hvor vidunderligt det ville føles at have nogen, en dag, der ville få dig til at føle dig glad og sikret, når du troede, at du havde det godt på egen hånd.

Hvor fantastisk det ville være, en dag at have nogen til at gøre dit liv mere meningsfuldt og meget mere farverigt.

Men uanset hvor behageligt det 'en dag' kan synes at være, er det en dag stadig ikke nu. Det er stadig ikke tid.

Jeg har sagt dette hundrede gange, og jeg siger det endnu en gang, jeg er en fast tro på ting, der sker, når tiden er lige. Jeg har altid troet, at smukke ting udspiller sig på det rigtige tidspunkt. Og den tro gælder også for os.

Vi mødes ikke nu, men en dag.
Vi mødes, når skæbnen har besluttet, at vi begge er klar, når vi begge er oplyste nok til at anerkende vores egne evner såvel som voksne nok til at håndtere hinandens glemmer.

En dag vil jeg finde dig.
En dag vil den røde streng, der er fastgjort til vores fingre, bringe os tættere sammen, og vi mødes. Men indtil videre skal vi bare vente. Og selvom vi stadig ikke er mødt endnu, selvom jeg har sjældne ensomme øjeblikke som dette, finder jeg trøst i tanken om, at jeg en dag vil være sammen med dig. Den ene dag, i stedet for bare at forestille dig, vil du faktisk være med mig og holde min hånd, når vi går hjem.

En skønne dag.

Vi mødes lige på det rigtige tidspunkt.

En skønne dag.

Vi mødes, når skæbnen beslutter os for det.

En skønne dag.

Vi mødes, og det vil være smukt.

En dag - det er et løfte.

Vi skal bare være tålmodige.