Jeg slog ind i huset med det formål at gribe en yoghurt fra køleskabet og skyve et par klumper ind i min mund, før jeg gik ud. Men mens jeg ruslede gennem vasken og forsøgte at finde den reneste ske, bemærkede jeg blomsterne på min vindueskarmen.

De plejede at være en lys puff af røde og pink og appelsiner. En eksplosion af farve.

Nu var de sprøde. Smuldre. Så sort som synd.



Jeg kunne sverget på, at jeg havde vandet dem hele ugen, men for at være ærlig, var mit sind stegt, hvad med midterms og min sammenbrud og morsdag kom op. Desuden kunne de også være døde af en overflod af vand, ikke?

Jeg noterede Google det mentalt. Spiste halvdelen af ​​min yoghurt. Spildt den anden halvdel på min ved siden af ​​bordet. Og faldt i søvn med fjernsynet tændt.

6:00, ringede min telefonalarm. Jeg har sovet i faste otte timer. Ikke dårligt, i betragtning af at jeg som regel vågnede op hver time på timen for at tisse eller tugge vand eller overveje meningen med livet. Måske i dag ville jeg faktisk holde et klart hoved, faktisk fået noget lort gjort.



Jeg var stadig i mit tøj fra natten før, en hvid arbejdsuniform fra biografen, som jeg ikke kunne have på klassen, især med alle rynker.

Så jeg støvede skorpen fra mine øjne, udtørrede spyt fra mine læber og gik hen til skabet.

'Hvad fanden…'



Hver skjorte? Sort. Hvert par jeans? Sort. Hver kjole. Hver romer. Hver nederdel. Hvert tørklæde. Sort.

Jeg havde aldrig den skygge på. Min terapeut overbeviste mig om, at min holdning ville blive bedre, hvis jeg omgivede mig med lysstyrke, så jeg havde påskefarver hele året rundt. Yellows. Lette greener. Lyse lilla. Baby rystelser.

Jeg ejede en eller to sorte toppe, højst, og et par sorte bukser til jobsamtaler. Men det var det.

Måske var der nogen, der havde snucket ind og erstattet mit tøj som en vittighed. En college prank fra en af ​​vennerne, der vidste, at jeg havde brug for lidt opstemning.

Jeg pluk en bøjle ud af stativet og kiggede på kjolen hængende ned fra den. Da jeg købte den, var den turkis med hvid blonder øverst. Nu var det hele en skygge. Fra halsudskæring til halvlinie.

Det havde stadig en tåre i hoften, som min eks ved et uheld havde revet under sex, en som jeg aldrig kom rundt om at hæmme. Det bekræftede det. Nogen købte ikke den samme kjole i en anden farve og erstattede den, mens jeg sov. De farvede min originale kjole sort.

I det mindste må det have været farvestof. Hvad ellers ville det være?

bliver det bedre efter gymnasiet

Uanset hvad, blev hele min garderobe ødelagt. Jeg havde intet bæredygtigt at bære.

Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle ringe til, hvem jeg skulle bebrejde, men der måtte være nogen. Jeg vendte mig om, rakte efter min telefon for at rulle gennem min kontaktliste, og-

Hellig lort, der var varmt.

Jeg faldt telefonen det andet, jeg rørte ved den. Men selv fra fem meter væk kunne jeg se, at skærmen var brun med revner i edderkopnettet. Som om det var blevet dårligt brændt.

Men det var umuligt. Det indeholdt min alarm. Det havde chimet før. Det havde vakt mig, og jeg havde fejet for at slukke for det, og det var det bøde.

Det var som om alt i huset fik livet drænet ud af det. Som om alt var ved at dø. Blomsterne. Tøjet. Telefonen.

Mig?

Måske var det derfor, jeg blev så stresset. Så træt hele tiden. Måske var jeg mentalt (og fysisk?) Forværret fra noget skjult inde i huset. Eller fra selve huset.

Det lød latterligt, men jeg var nødt til at komme derfra. Jeg var nødt til at rydde hovedet.

Jeg sad stadig i mit arbejdstøj, men jeg var ligeglad. Jeg gik hen mod hoveddøren og bemærkede pærerne i loftet. Hver eneste blev sprængt. Glas spredt over gulvet.

Men det var ikke det eneste. Den friske kurv med brød på mit køkkenbord var dækket med tyk skimmel. Kranen dryppede brun slim. Persiennerne så snore ud og brændte.

Og væggene ...

Væggene blev sorte. Det var ikke et blink-og-alt-ændret øjeblik, ligesom alt andet i huset havde været. Det skete, mens jeg så på. Jeg kunne se mørket langsomt feje over mine æggeskalvægge, ligesom en usynlig rulle malede hver tomme.

Jeg kunne smage døden, følte mig på kanten af ​​dens bundfald.

Hvad hvis huset brød ud i flammer? Hvad hvis loftet kollapsede oven på mig? Hvad hvis dørene låst og fangede mig indeni?

Mens jeg forestillede mig alle måder, hvorpå huset kunne ødelægge mig, blev mine ben følelsesløse, og jeg tumlede til jorden.

Jeg prøvede at skubbe mig op igen, stadig i get-me-the-helvede-ud-her-tilstand, men min krop nægtede at holde mig op.

Jeg rakte ud mod mansjetten på mine bukser for at rulle stoffet, for at se, om jeg havde skadet mig selv, og hvor slemt såret så ud, men blev distraheret af synet på mine hænder.

Venerne var lyse blå. Knoene var rynke. Neglene sprøde og gule.

De lignede hænderne på en gammel kvinde.

Jeg var ikke i stand til at trække mig op, men jeg kunne stadig formår at gennemgå, omend langsomt. Smerter skød gennem hver tomme af mig, fra mine forkrøblede ben til mine fingre, der allerede var krøllet op i arthritiske kløer. Selv mine tandkød var i smerter, svirrende, som om jeg havde en mundfuld tandpine, og mit syn blev fuzzy.

Lidt længere. Lidt længere ...

Til sidst kom jeg til hoveddøren, som var flankeret af et spejl i fuld længde og et broderet skilt, der hedder: Hjem kære hjem.

Jeg prøvede at samle energi nok til at nå ud til håndtaget og vri, men jeg fik et glimt af min refleksion. Jeg blev lammet af det.

Mit 22 år gamle ansigt var væk. Det blev erstattet af slappe øjenlåg. Alderspletter. Lip fuzz. Skallede pletter. Manglende tænder.

Det var da jeg indså det. Jeg ville ikke dø af noget ild, fra huset kollapsede oven på mig.

Jeg skulle dø fra alderdom.