Til tider får jeg en følelse af, at jeg ikke kan beskrive. Det hænger sammen med desperation, men det giver en slags pusterum fra livets opdrift. Det hjælper mig med at sætte ting i perspektiv og indse, hvor trit min egen eksistens er i det større skema af ting.
Det får mig til at indse, at alt det, jeg er velsignet med, er en byrde, som jeg bliver nødt til at bære resten af mit liv. Fordi der er mennesker, der er mere elendige end mig, og jeg synes ikke, det er retfærdigt eller endda en nødvendig livsårsag.
Jeg klæber barnligt fast ved en drøm, hvor verden ikke er, hvad den er, og i stedet for, det er bare en fjern hukommelse, hvor hårdheden og grusomheden ikke findes.
Men når jeg kommer tilbage til virkeligheden, presser denne følelse, som jeg formoder, at jeg ikke kan beskrive i dets rigtige omfang, mig ind i en verden, hvor de eneste facetter, der dominerer rum og tid, er skyld og elendighed. Jeg føler mig skyldig for den elendige, men pusterumet kommer, når jeg er klar over, at jeg selv er elendig. Derfor er denne balance på en mærkelig modstridende måde produktet af denne følelse.
Jeg ville være trist, hvis jeg var glad, fordi denne skyld ikke tillader mig at hengive mig til de større glæder i livet. Det tillader mig ikke at sige, at jeg er den bedste, eller at jeg fortjener det bedste, fordi en anden skulle sige det modsatte.
Og uanset hvordan jeg ser det, synes jeg ikke, det skulle være tilfældet.
Jeg synes ikke, at en andens sårbarheder burde være en stige til min succes, og jeg ville ikke føle mig rigtigt, når jeg deler denne vildfarelse. Eller måske er jeg vildledt, men den følelse får mig til at føle, at jeg ikke er det. Det får mig til at føle, at min skyld er berettiget. På en måde får det mig til at være forbundet med menneskeheden.
Jeg ville ikke sige, at jeg er deprimeret. Tværtimod er denne følelse min vej ud af depression. Trøst det bringer mig ved at vide, at min elendighed burde omfatte lidt af alle andres, bremser de mørke brande af fortvivlelse.
Jeg kan ikke beskrive den følelse, fordi den så sjældent rammer mig, og når den gør det, er det normalt sent på aftenen, når jeg får se tingene fra udsigtspunktet, der er hukommelse. Og så er jeg klar over, at min selvbevidsthed er på en opadgående sti, og at trods min generelle stemning, tillader min filosofi mig ikke at være virkelig glad.
