Er dette en ritual, når du har forladt dine tidlige tyverne? At føle sig udmattet fra at tale med næsten hver eneste person på denne planet? At altid have troet, at du var en ekstrovert, en super udadvendt person, der elsker at have det sjovt - og så en dag vågner du op og small talk faktisk føles fysisk smertefuldt? Og tanken om at tale med nogen i mere end fire minutter får din hjerne til bare at lukke sine egne øjne?
Når jeg nu er på toget, og jeg ser to mennesker genkende hinanden og sige hej, bliver jeg overvældet med et hast af taknemmelighed over det faktum, at jeg ikke er en af dem. Jeg er taknemmelig for at jeg kan sidde og se dem kæmpe for at komme med ting at sige, men at jeg ikke behøver at være en del af det. Og når jeg er en af dem - når jeg sidder i bussen og glæder mig og stirrer ud af vinduet og derefter nogen, jeg kender-men-ikke-super-godt-men-det-ville-være-underligt-hvis -vi-gjorde ikke-kender-hinanden kommer på bussen, jeg føler mig straks træt, fordi jeg ved, at disse næste otte minutter vil være lange og dræningende, og jeg har brug for to timer på at komme sig fra at tale med en bekendt, der var helt dejlig, venlig og engagerende.
Det er udmattende, at være så udmattet.
Jeg ved heller ikke, hvorfor det sker. Hvis jeg sidder fast og taler med en, der suger, så er jeg sikker på, at jeg har ret til at føle mig så udtømt, som jeg vil.
Men det meste af tiden sker dette med mennesker, som jeg virkelig virkelig kan lide. Og når jeg siger ', er det dejligt at se dig'! Jeg mener det virkeligt. Og når vi griner sammen, er det næsten altid ægte, selvom latterens ægthed stammer fra det faktum, at vi begge er ubehagelige med dette sociale interaktion, men vi kan lide hinanden personligt, og derfor er hele denne ting fjollet, og vi grine.
Så hvorfor så? Hvorfor synes jeg det hele er så dræbende og udmattende og værst, hvis de fleste af disse interaktioner er med mennesker, som jeg kan lide og nyde og faktisk ønsker at lytte til?
Måske skyldes det, at jeg bare vil springe over alle pynteliv og tale med dem, som jeg taler med mine søskende - ufiltreret, ærlig, fjollet, ligetil, underlig, mig. At sige sjove ting og interessante ting og morsomme ting til hinanden og så bare holde op med at tale, når vi ikke længere er interesseret i at tale. Måske vil jeg bare være sådan, men jeg har lyst til, at jeg ikke med det samme kan være den person med dem. Måske er det det. Jeg ved ikke. Jeg tror, det er, at jeg ikke ønsker at være den sociale og høflige ‘mig.’ Jeg vil bare være den ‘mig’, jeg er sammen med de mennesker, jeg er tættest på i verden. Og disse udmattende små daglige interaktioner er bare en påmindelse om, at jeg aldrig føler det sådan med alle.
